14. mar. 2022

Spørgsmålene til Romerbrevet kapitel 4

Kapitel 4, taler om at man ikke kan arbejde sig til en fortjeneste hos Gud, men at det alene afhænger af tro!

Spørgsmål:

Hvad er det der nogle gange får os til at tro, at vores handlinger er vigtigere end vores tro? 

Er der noget vi nogle gange kommer til at kræve/forvente af mennesker, så de går glip af at det er troen alene, der er afgørende?

Kapitel 4, taler om at Abrahams tro ikke blev ødelagt af at det så umuligt ud, så han midt i det der så umuligt ud blev ved med at lovprise Gud!

Spørgsmål:

Hvorfor tror du at lovprisning bliver fremhævet som noget meget vigtigt i forbindelse med troen? 

Hvornår har du særligt svært ved at lovprise Gud?

11. feb. 2022

Spørgsmålene til Romerbrevet kapitel 3

 Kapitel 3, taler om at vi alle har svigtet.

Spørgsmål:

Når vi har den viden, hvordan undgår vi så at drukne i selvbebrejdelse?


Kapitel 3, taler om at alle har samme mulighed for at blive accepteret, hvis vi tror på Jesus.

Spørgsmål:

Hvad kan gøre, at det er svært at gribe Guds accept?

Hvilke følelser af uretfærdighed dukker der op hos dig, når du møder Guds accept af dig selv og Guds accept af andre?


26. jan. 2022

Spørgsmålene til Romerbrevet kapitel 2

 Kapitel 2, taler om Guds tålmodighed

Spørgsmål

Hvad gør dig glad for at Gud er tålmodig og hvordan kan Guds tålmodighed nogle gange være frustrerende?

 Kapitel 2, taler om at kende Guds lov og dermed hans vilje og hvilket ansvar det indebærer 

Spørgsmål

Hvad er det gode ved at kende Guds lov? 

Hvilken byrde giver det at kende loven?

Ville du nogle gange ønske at du kendte mere eller mindre til loven: Og hvorfor?

15. dec. 2021

Er jeg værdifuld!

Hvad bestemmer et menneskes værdi?
I samfundet er vi vandt til at man på næsten alle områder kan måle værdien. Det betyder ikke at vi er enige om hvor meget noget er værd. Et enkelt festmåltid er for nogen mere værd end en uges ferie, så når vi vurderer om noget har værdi for os så sætter vi en række parametre op, som vi bruger til at fastsætte værdien.
Disse parametre er hele tiden påvirket af vores eget livs bagage og endda vores aktuelle humør.
 
Generelt siger vi, at hvis noget har høj værdi, så er det også værd at investere i eller yde en indsats overfor, da vi kan have en positiv forventning om et godt afkast eller en god oplevelse.
 
Men nogle gange har vi en oplevelse af, at vi har givet noget for høj værdi, hvilket kan fylde os med en skuffelse, for så må vi også konkluderer at vores indsats har været forgæves og at det ville have været bedre at investere vores ressourcer/energi andre steder.
 
Hvis vi skal være helt ærlige, så fristes vi nemt til at have denne mekaniske tilgang til det enkelte menneske, og dermed sidestille værdien af en relation, med f.eks. festmåltidet og når vi gør det, betyder det at vores relationer mister deres livskraft. For så skal jeg hele tiden mine relationer, som en form for investering.
Det betyder, at hvis jeg ikke er den der har investeret for meget i det andet menneske, så må det være det andet menneske der har investeret for meget i mig.
Hvis det bliver opdaget, så vil jeg miste noget af min værdi i den andens øjne.
Jeg bliver derfor nødt til at yde noget ekstra for at gøre mig fortjent til den værdi jeg er blevet tilskrevet.
 
I Bibelen bliver vi præsenteret for et andet syn på det enkelte menneskes værdi. Her får vi fortalt at du og jeg, har helt ubeskrivelig værdi og relationen til os er noget der er værd, at ofre alt for. Det er i den sammenhæng værd at bemærke at der ingen undtagelser er her. Uanset etnicitet, IQ, udseende og fysisk formåen, så har vi alle den ufattelige værdi.
Og samtidig kaldes der på, at vi som mennesker i lyset af denne information har det samme syn på hinanden, således at vores relationer mennesker imellem er det vigtigste.
 
Mit ønske for dig er, at du må få øje, hvor værdifuld du er og at du må se den samme værdi hos dem du møder!
 
Anders Hyldgård

1. dec. 2021

Spørgsmålene til Romerbrevet kap 1

Til vores ordet på bordet samlinger, læser vi sammen og derefter snakkede vi om følgende spørgsmål!

Det vigtigste først:

-          Lad alle der vil dele et eller flere vers fra kapitlet, der har fanget opmærksomheden. Del gerne de tanker teksten har sat i gang.

 

 Hvis der er mere tid, så fortsæt med følgende spørgsmål:

 Kapitel 1, taler om menneskers uretfærdighed, hvilket blandt andet indebærer at vi ikke ærer og takker Gud.

-         Spørgsmål: Er det muligt for os i dag, at finde gode måder at ære og takke Gud på?

 Kapitel 1, taler om at være prisgivet til:

Usunde Handlemønstre og Usunde Holdninger!

Spørgsmål: Hvis du skulle hjælpe et andet menneske fri af usunde handlemønstre og holdninger, hvad havde du så brug for, i relationen, for at kunne hjælpe vedkommende?

29. jun. 2021

Et tåbeligt/vildt argument!

 Når vi som mennesker har forskellige holdninger til ting, så prøver vi efter bedste evne at argumentere for vores synspunkter. Først bruger vi ofte de mest åbenlyse argumenter, men hvis vi bliver presset lidt og vi mærker, at der også er gode argumenter på den anden side, så kan vi godt falde for fristelsen til overdrive lidt, eller til at komme med halve sandheder, og måske ligefrem anklage modparten, for at vinde diskussionen.

Men hvis vi vover os ud af den vej, så sker der sjældent noget konstruktivt igennem det, da dem vi diskuterer med, bare vil se os som deres fjender.

 

Når jeg læser nogle af de ting Peter siger Pinsedag (Du kan finde teksten i Apostlenes Gerninger kapitel 2), så vil jeg ved første øjekast sige at han følger et mønster der minder lidt om dette.

Peter starter forholdsvis fornuftigt ud med at forklare, at han og de andre ikke er fulde, men så er det som om han vover sig ud på tynd is.

Han siger f.eks.: I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte igennem ham her midt iblandt jer!

Det er i mine øjne et meget modigt argument, hvis ikke der rent faktisk var en meget stor del af tilhørerne der kunne nikke ja til det.

Dernæst anklager ham tilhørerne og siger at de er medskyldige i Jesu død: ”med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt.”

Og derefter påstår han, at Jesus vandt over døden, hvilket ellers ikke er noget der sker normalt.

 

Manden Peter, der sammen med sine venner har brugt de sidste 49 dage på at gemme sig af frygt for lederne i sit eget folk, kommer nu frimodigt med disse tilsyneladende vilde/tåbelige argumenter og anklager. Og her ville vi normalt forvente en modreaktion, måske endda reel fjendtlighed, men i stedet accepterer de påstanden om, at det er helt galt det de har gjort og spørger Peter til råds om, hvad det skal gøre.

Denne reaktion finder jeg meget tankevækkende og måske kalder den også på lidt nysgerrighed hos dig?

 

Jeg ved ikke hvordan du reagerer når du læser Peters påstande, men igennem de sidste 2000 år, har vi der kalder os kristne påstået, at Peter havde ret. Argumenterne, har ikke rigtig ændret sig, men hvis Peter havde ret, så er det måske heller ikke nødvendigt.

 

Anders Hyldgård

8. apr. 2021

Om det fremtidige fredsrige!

 Esajas bog har vi et profetisk udsagn, om hvordan det skal se ud engang i fremtiden og disse vers satte nogle tanker i gang hos mig, som jeg har lyst til at flette ind imellem versene. Teksten finder du i Esajas bog 2,2-5:

Det skal ske i de sidste dage, at Herrens tempelbjerg bliver verdens knudepunkt. Folk fra alverdens lande vil strømme derhen. „Lad os rejse til Herrens bjerg,” vil de sige. 

Hvor har du mest lyst til at rejse hen i dag? Selvom jeg gerne vil se tempelbjerget, så må jeg ærligt indrømme, at det ikke nødvendigvis står øverst på hverken min eller mange andres ønskeliste. Så når jeg læser dette tænker jeg at den tungvejende grund til denne længsel, skal ses i det efterfølgende, da det ellers ikke vil give mening, at denne længsel hos folk bliver så stor.

„Lad os tage hen til Israels Guds bolig, så vi kan lære hans vilje at kende og følge hans vejledninger, for den sande lære kommer fra Zion, Herrens ord udgår fra Jerusalem.”

En sådan længsel efter, at lade sig vejlede af Gud, virker i vores tid helt urealistisk, for hvis der er noget vi er enige i, så er det at vi ikke kan blive enige om, hvem vi bør lytte til for vejledning. I den mangfoldige verden vi lever i, hvor den ene sandhed er ligeså gyldig som den anden, så er tanken om at vi mennesker vil søge vejledning det samme sted et scenarie der gør indtryk på mig.

Herren vil afgøre folkenes stridigheder og være dommer for fjerne stormagter. Da vil de smede deres sværd om til plovskær og omdanne deres spyd til vingårdsknive. Landene vil holde op med at bekrige hinanden, og alt militær bliver overflødigt. 

Vi er glade for vores retssystem, men selv det bedste retssystem vi kan komme op med, får alligevel ikke os mennesker til at holde op med at bekrige hinanden, eller lede efter undskyldninger for at se ned på hinanden. Og derfor ligger tanken om, at vi skal kunne forsvare os selv lige under overfladen hos den enkelte af os og derfor har selv de mest fredelige lande et militærbudget, der opretholder en følelse af tryghed i befolkningen.

Så at skulle forestille sig, at alle lande omdannede deres militære isenkram til nytteredskaber, vil uden tvivl kræve en total forvandling af menneskers indstilling til tilværelsen. 

På baggrund af dette fremtids scenarie, lyder kaldet til den der læser disse vers sådan her:

Kom, Israels folk, lad os leve i lyset af Herrens ord!

Det får mig til at Herrens Ord, det vi som kristne kalder Guds Ord, kan være med til at forvandle vores indstilling til det meste her i livet!

Et spørgsmål: Er der områder i dit liv, hvor du godt kunne tænke dig at din indstilling var anderledes?

1. mar. 2021

Hvor henter du din hjælp og din vejledning?

 Når vi som mennesker rammes af svære omstændigheder, så bliver det ofte hurtigt tydeligt, hvad vi tror vil være vores redningsplanke.

I starten af 2 kongebog støder vi på en beretning, hvor en konge er i sådan en situation. Kong Ahazja har været ude for et alvorligt uheld, da han for kort tid siden er faldet ud af et vindue på sit palads. Og vi må starte med at konstatere, at uanset vores status som mennesker, så kan vi alle rammes af uheld.

Kongen havde på den tid muligheder, som de færreste havde, men som de fleste i vores del af verden har i dag. Han kunne søge hjælp og råd, hvor han ville og der er ingen tvivl om, at han fik hjælp fra de bedste læger på den tid. Der blev gjort hvad der var menneskeligt muligt for at redde hans liv.

Men når vi rammes af særligt svære omstændigheder, så begrænser vi ofte ikke kun vores søgen til mennesker omkring os kan udrette, men vælger også at søge råd andre steder, for når håbet er spinkelt så higer vi efter en opmuntring, så vi kan fornemme lyset forude.

I Ahazjas tilfælde bliver denne søgen dog hurtigt afbrudt, da Gud via af profeten Elias blander sig.

2 kong 1,2-4: En dag var Ahazja så uheldig at falde ud af vinduet fra øverste etage i sit palads i Samaria. Han var døden nær, og han sendte derfor nogle folk af sted til Ekron for at spørge filistrenes gud, Baʼal-Zebub, om han ville overleve.  I mellemtiden havde Herrens engel sagt til profeten Elias fra Tishbe: „Først skal du gå sendebudene fra Samarias konge i møde og stille dem følgende spørgsmål: ‚Findes der ingen Gud i Israel, siden I skal hen og spørge filistrenes gud, Baʼal-Zebub, til råds?’ Derefter skal du sige til dem: ‚Gå tilbage til kongen med følgende budskab fra Herren: Du kommer ikke til at rejse dig fra den seng, du ligger i, for du skal dø.’ ” Elias tog straks af sted, traf kongens sendebud og overbragte sit budskab.

For mig, når jeg læser denne beretning, så mindes jeg om, at det ikke er ligegyldigt, hvorfra jeg henter vejledning. Jeg tror på, at Gud har givet os vores fornuft og den skal vi bruge, men hver gang vi møder omstændigheder, der er ud over det fornuften kan klare, så er der et sted for os det er godt at gå. Og det er til Gud og Gud alene.

Når modet svigter er det til Gud vi bør gå!

2. feb. 2021

Hvad kendetegner vækkelse. (En alternativ tilgang)

 I kirkerne taler vi nogle gange om vækkelse og i vores beskrivelser af vækkelse, så hæfter vi os særligt ved de ting der sker i forbindelse med vækkelser, hvilket nogle gange kan forlede os til at tro, at vi når vi ikke ser noget ske omkring os, derfor ikke har vækkelse indenfor vores rækkevidde.

Men vækkelse i min optik er kendetegnet ved, at de enkelte mennesker vågner. Ved at jeg vågner.

Når vi vågner, slår vi øjnene op og ser os omkring og dermed opdager vi den virkelighed vi befinder os i.

Når vi bliver vækket i forhold til vores relation, ser vi mere og mere klart at vi er elskede af Gud og det forstærker vores længsel efter at være sammen med Gud, vores ønske om at kende hans vilje, ja på flest mulige områder forstærke relationen til Gud.

Når det vågner op eller spirer frem, så er der vækkelse i mit hjerte, så begynder det frø, der er sået af sædemanden at spire frem og hvis jorden ellers er god og fri for ukrudtsfrø, så bære det spirende frø helt naturligt frugt.

Så hvis jeg længes efter vækkelse, så er det måske tid til selv at søge, at vågne op og lade mig fylde med en længsel efter selv at være Gud nær.

Et spørgsmål til eftertanke: Hvordan kommer denne længsel til udtryk hos dig?

29. jan. 2021

En udfordrende og hjælpende bøn

 En af de vaner der igennem de sidste 6 år har været en udfordrende retningsgiver for mit liv, har været at bede denne bøn næsten dagligt.

Den er frit oversat efter John Wesleys Pagtsbøn og lyder således:

Jeg er ikke længere min egen, men din:

Sæt mig til hvad du vil, sæt mig sammen med hvem du vil; 

sæt mig til at gøre, sæt mig til at lide; 

lad mig arbejde for dig eller blive lagt til side for dig; 

blive ophøjet for dig, eller ydmyget for dig; 

Lad mig være ”fyldt”, lad mig være tømt; 

Lad mig have alle ting, lad mig have intet.

Jeg giver frivilligt og fra hjertet mit ”hele jeg” 

til rådighed for dig, efter dit ønske.

Og nu, vidunderlige og velsignede Gud, Fader, Søn og Helligånd, 

du er min, og jeg er din. Lad det være sådan.


Min oplevelse er, at denne bøn udfordrer hele min tilgang til livet, både min relation til Gud og min relation til mennesker.
Måske vil du også opleve, at den kan bringe nye farver til dit trosliv!

16. jan. 2021

Mennesket kan lære om sig selv igennem Bibelen

 I bibelen møder vi en række forskellige mennesker.

Der er mennesker der afviser Gud og der er mennesker, der accepterer Gud, eller som vi nogle gange siger: De vælger at tro.

I Hebræerbrevet kapitel 11 beskrives troens karaktertræk på denne måde:

Hvad er tro? Tro er grundlaget for vores håb, en overbevisning om ting, der ikke kan ses.

Eller: "Troen gør det, som ikke kan ses, til en synlig realitet."

Derefter opremses en lang række personer, under kategorien trosheltene og der beskrives hvordan de hver især handlede i lydighed mod en tilskyndelse de fik, selvom den ofte forekom ulogisk. 

Men fælles for dem alle var, at netop de ulogiske handlinger, havde langtrækkende positive konsekvenser, både for dem selv og for dem, der kom efter dem.

Disse troshelte havde dog også et andet fællestræk, som man kan finde, hvis man tager sig tid til at dykke ned i hver enkelt historie.

De var mennesker som dig og mig og de var alle som en fulde af fejl, fejl der i de enkelte beretninger ikke bliver gemt af vejen.

Når vi læser om deres fejl, kan vi igen og igen få lov til se sider af os selv i deres forskellige svagheder, og derigennem forstår vi, at vi ikke er de eneste der fejler, endda mange gange igennem livet. 

De var altså ikke troshelte fordi de formåede at leve fejlfrit, men fordi de vovede at handle på den eller de tilskyndelser de fik.

Inspireret af deres forbillede kan vi, der tror, i dag sige til hinanden:

Hvad minder Gud dig om?

Hvad gør du ved det?

9. jan. 2021

Intet menneske må forhindres i at komme til Gud

 Vi har alle vores ideer om, hvem der i vores samfund har ret til hvad.

  • Vi ved hvor gamle vi skal være for at kunne få udbetalt pension!
  • Vi ved at vi ikke bare må tage for os af varerne i en tilfældig butik!
Når vi ved hvem der har ret til noget, så ved vi automatisk også om der er nogen der ikke har ret til det samme, men det er bestemt ikke altid, at vi rammer plet i vores vurdering af hvem der har ret til hvad.

Et fint eksempel på det finder vi i Markusevangeliet 10,13-16:

13På et tidspunkt bragte nogle forældre deres børn hen til Jesus, for at han skulle velsigne dem. Men disciplene ville jage dem bort. 14Da Jesus så det, blev han vred og sagde: „Lad børnene komme til mig. I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 15Det siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.” 16Så tog han børnene ind til sig, lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Når jeg læser denne tekst, så er der tre ting jeg særligt hæfter mig ved.

  • Børn har fri adgang til Gud!
  • Vi må ikke hindre nogen adgang til Gud!
  • Enhver der er villig til at tage imod Guds rige ligesom et barn, har fri adgang!
For os der er voksne, så står vi bare tilbage med en udfordring.
Hvordan tager jeg imod ligesom et barn?

 

31. dec. 2020

En stor og glædelig nyhed!

Igennem livet har vi alle vores op og nedture. Nogle gange forekommer tilværelsen os let og følelsen af frihed og at livet kan byde på noget godt sprudler frem fra vores indre.

Denne følelse kan næsten være helt selvforstærkende. Hjertet ser alt det der kan lade sig gøre og retter sin opmærksomhed i den retning, således at små bump på vejen næsten ikke mærkes, da livet i bund og grund er herligt.

Andre gange er det følelsen af begrænsninger og manglende muligheder der er tydeligst. Livet kan ligefrem opleves som en spændetrøje, som vi ikke kan komme ud af. Her er det måske omvendt de små lyspunkter der næsten ikke mærkes, da modstanden ganske enkelt er for overvældende.

For mange af os er det dog ikke så enkelt, da vores oplevelse af tilværelse ikke nødvendigvis er stabil. Den næste der siger noget til dig nu, kan måske farve din oplevelse af hele dagen i dag.

Med det vil jeg sige, at vi i mødet med hinanden, har magt til at bygge op og magt til at bryde ned. Og hvad vi gør med den magt afhænger ofte af, hvorfra vi henter vores energi.

Og i den sammenhæng, så vil jeg frimodigt kalde på, at du og jeg i dag og i dagene der kommer, vælger at lade os fylde af det lys og den glæde og den kærlighed vi møder i Julens glædelige budskab.

Hyrderne på marken reagerede i første omgang med frygt, da Gud brød ind i deres hverdag, men englens ord, kaldte på en helt anden reaktion end frygt.

Men englen sagde til dem. „Frygt ikke!” „Jeg kommer med en god nyhed. Den vil blive til stor glæde for folk.

Englene forkyndte det jøderne havde ventet på i flere hundrede år, og som profeterne gang på gang havde talt om, at den afstand der var blevet skabt mellem Gud og os mennesker, på grund af vores oprør, nu skulle miste sin magt og at vi på ny snart skulle få lov til at komme Gud helt nær.

Med Jesus trådte vi ind i verden, og startede en tid, hvor det ikke længere var templet, eller monumenter, eller flotte bygninger, eller fromme ritualer og ofre, der skulle ”betale” for en form for forbindelse med vores skaber.

Julens budskab er at:

Vi tilhører den Gud, hvis mål det er, at skrive vores navne ind i det han kalder for livets bog, og at vi livet igennem kan komme til Gud med alt, det der fylder i vores hjerter.

Han er samtidig den Gud der tager vores elendighed og lidelse så seriøst, at han var villig til selv at træde ind under de samme vilkår.

 

Det var dette gode budskab, som hyrderne på marken mærkede konsekvenserne af og som efterfølgende kaldte dem til at betragte Guds egen søn helt tæt på, i al hans nu menneskelige skrøbelighed som et lille spædbarn.

Den skrøbelighed som Jesus livet igennem aldrig flygtede fra, men som han for din og min skyld blev i, igennem sår og savn, igennem anklager fra magthavere, svigt fra hans nærmeste og til sidst igennem døden på korset.

Alt dette bare for at genoprette relationen til dig og mig.

Og ligesom Jesus søgte at genoprette vores relation til Gud, kalder han enhver af os der tror, til at kunne kendes på vores indbyrdes kærlighed.

 

Derfor giver det mening, at vi i dag og i dagene der kommer, søger aktivt bruge den ”magt og de evner” i hver især er blevet givet til, at bygge hinanden op.

Og måske tage os tid til, at minde hinanden om store og glædelige nyheder!

 

Jeg vil slutte med nogle af ordene fra Zakarias lovsang i Lukasevangeliet kap 1.

Det er nogle vers jeg er kommet til at holde utroligt meget af i denne juletid:

 

„Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besluttet at befri sit folk.

69Han har ladet fremstå en forunderlig Frelser af sin tjener Davids slægt.

Solen fra det Høje er på vej for at hjælpe os.

79Hans lys vil skinne for dem, som lever i mørke og i dødens skygge,

og han vil lede vore fødder ind på fredens vej.”

 

Må Gud velsigne dig og alle omkring dig i denne Juletid.

14. dec. 2020

Gud er med dig og mig!

 Her til morgen blev jeg mindet om et af de navne bibelen taler om, at Jesus skulle kaldes: "Immanuel"

Et af de steder vi finder dette udsagn er i Matthæusevangeliet 1,23:

Se, jomfruen vil blive gravid. 

Hun skal føde en søn, 

og han skal kaldes ‚Immanuel’.”

(Det navn betyder: „Gud er med os”). 

Hvis det er et af Jesu kendetegn, at han blev opfyldelsen af at Gud til alle tider vil være med os, så betyder det, at uaset hvad du og jeg går igennem, så behøver vi ikke at gå alene.

Gud vil være med os og gå med os, men når vi går igennem livet, så ser vi ikke altid hvem der faktisk er i nærheden af os, hvem der er klar til at lytte, så måske er det tid til at stoppe op og sige:

Jesus her er jeg!

Jeg vil gerne mødes med dig!