Når godhed og kærlighed opdrager os!

 Når jeg tænker på opdragelse i gamle dage, og desværre også nogle gange i dag, så får jeg nemt et billede for mit indre øje, der rummer frygt hos barnet!

• Frygt for at gøre forældrene vrede!
• Frygt for ikke at gøre det godt nok!

Jeg ved godt at virkeligheden ofte ikke var/er sådan, men vi kan ikke altid forhindre de billeder der dukker op i vores sind, når vi forholder os til eksempelvis opdragelse.
Men det gør også, at jeg lige blive ekstra opmærksom, når jeg støder på en formulering, der forstyrre de billeder jeg bygger op.

I Paulus brev til Titus, så bruger han følgende formulering om Guds opdragelse:

"Hans nåde opdrager os til..."

Ordet nåde, rummer at Gud vælger at være god, kærlig, tilgivende og nærværende, der hvor vi netop typisk, ville forvente vrede og negative konsekvenser.

Hvad gør det ved dig, hvis Gud faktisk opdrager igennem sin nåde, frem for vrede og straf?

Skærtorsdagstanke

 Skærtorsdag "fejre" vi det sidste måltid Jesus havde sammen med sine disciple og når jeg læser om måltidet, så er den første følelse, der dukker op hos mig, at dette måltid er noget helt særligt.

Og derfor kaldes der en undren frem i mit sind: Hvorfor er det lige at måltidet er så vigtigt.

Der kan sikkert findes mange svar på det, men det der lige træder frem i mine tanker i dag, er noget af det der altid sker, hver gang vi som mennesker vælger at samles omkring et bord, over et måltid mad der binder os sammen i tid og sted.

Men først en mellem tanke: Når jeg er presset og frustreret, har jeg som menneske en tendens til at søge væk fra fællesskabet med andre, fordi tankerne hober sig op i mit sind, og hvis jeg endelig lykkes i at dele dem med andre, så har de nemt en tendens til, at være et forsøg på at finde en lidelsesfælle, der kan være frustreret sammen med mig.

I måltidet skubbes jeg derimod ind i en ramme med fokus på et fælles tredje, der kan få lysten til at dele noget godt med hinanden. Stedet hvor vi rækker hinanden noget af det vi altid har brug for. Så hvis jeg ikke i min frustration trækker mig væk til ensomheden, bliver der her basis for at kigge væk fra mig egen navle og se de mennesker, der er sat omkring mig.

Mick Brown, siger i en bog:

Glæde findes ikke i adskillelsen fra andre mennesker, men der hvor vi søger enhed med dem. 

Og lidt senere: Kun kærlighed kan besejre, fornemmelsen af at alt håb er tabt!

Måske er der et kald til at du og jeg lader måltidet sammen med andre, være noget der binder os sammen, så vi ikke er blandt dem, der billedlig talt forlader bordet i utide.

Hvor er du i dag kaldet til, at søge fællesskabet og lade dig binde sammen med mennesker omkring dig?