Når godhed og kærlighed opdrager os!

 Når jeg tænker på opdragelse i gamle dage, og desværre også nogle gange i dag, så får jeg nemt et billede for mit indre øje, der rummer frygt hos barnet!

• Frygt for at gøre forældrene vrede!
• Frygt for ikke at gøre det godt nok!

Jeg ved godt at virkeligheden ofte ikke var/er sådan, men vi kan ikke altid forhindre de billeder der dukker op i vores sind, når vi forholder os til eksempelvis opdragelse.
Men det gør også, at jeg lige blive ekstra opmærksom, når jeg støder på en formulering, der forstyrre de billeder jeg bygger op.

I Paulus brev til Titus, så bruger han følgende formulering om Guds opdragelse:

"Hans nåde opdrager os til..."

Ordet nåde, rummer at Gud vælger at være god, kærlig, tilgivende og nærværende, der hvor vi netop typisk, ville forvente vrede og negative konsekvenser.

Hvad gør det ved dig, hvis Gud faktisk opdrager igennem sin nåde, frem for vrede og straf?