Viser opslag med etiketten Efterfølgelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Efterfølgelse. Vis alle opslag

25. aug. 2020

Søg efter det vigtigste!

 Vi vil gerne opnå mest muligt her i livet og vi vil helst ikke gå glip af for meget!
Derfor søger vi ofte at tilrettelægge vores liv på en sådan måde, at bagefter kan sige, at vi virkelig har formået at leve livet. Og her har vi hver især en ide om, hvad vi gerne vil have set eller oplevet.

- For nogle betyder det, at ens arbejde, bliver det vigtigste, da det skal bane vejen for det jeg vil opleve eller eje!
- For nogle bliver træning vigtigst, da fysisk formåen eller udseende betyder mest!
- Nogle søger anerkendelse, andre søger væk fra den virkelige verden!

Til denne søgen, siger Jesus, noget som nok vil være svært, at acceptere for de fleste:
 
Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift. Lukasevangeliet 12,27-31.

Igennem evangelierne hører vi Jesus sige: "Guds rige er nær", eller "Guds rige er midt i blandt jer"!
Og her siger han, at det netop er Guds rige vi først og fremmest skal søge.
Den udfordring kan være svær at tage imod, når der er så meget andet, der er vigtigt.

Men hvad nu hvis Jesus har ret?

30. jun. 2020

Bed før du beslutter dig!

Når vi skal træffe større beslutninger i livet, så kan der gå mange overvejelser igennem vores hoved. Vi gennemtænker mulige og umulige udfordringer og prøver efter bedste evne, at finde den mest fordelagtige løsning.

Det er naturligt og godt at gøre det. Samtidig, så gør det indtryk på mig, når jeg læser om Jesu tidsprioritering, da han stod overfor en af de helt store beslutninger.

En dag gik Jesus op på en bakketop for at bede. Han tilbragte natten i bøn til Gud, og ved daggry kaldte han sine disciple til sig og udvalgte 12 af dem, som han også kaldte apostle. Lukasevangeliet 6,12-13.


For Jesus var det ikke kun vigtigt, at vurdere situationen. Faktisk har vi grund til at sige, at det var endnu vigtigere for ham at kende Gud Faders vilje. Selvom Jesus var Guds søn, så havde han, da han lov sig sende til jorden underlagt sig samme vilkår som os (han kalder sig selv for "Menneskesønnen") og derfor måtte han ligesom os bede Gud om vejledning, for at kende hans vilje.

Min tanke er, at når Jesus havde brug for at bede om Guds vejledning, så har du og jeg også!

Så når du skal træffe et valg i livet, så giv dig tid til, at spørge Gud til råds. Måske har han en bedre plan end den du kan finde på.

24. jun. 2020

Udfordrende udsagn fra Jesus Kristus

De fleste vil nok vide, at Jesus igen og igen udfordrede os mennesker i forhold til det at elske hinanden.

Det var ham der sagde, at et af de to største bud var: 

"Du skal elske din næste som dig selv"!

Når man læser det udsagn, så er det i mine øjne et vidunderligt og kærligt udsagn, men efterhånden som jeg giver mig tid til, at tænke over hvad det i praksis betyder, så mærker jeg, at hvis jeg for alvor skal tage den udfordring alvorligt, så kan den ikke undgå at have store omkostninger for mig.

Bevidstheden om det giver mig lyst til at reducerer udfordringen til en positiv hensigtserklæring, jeg kan følge når det er muligt, men hvis jeg læser noget af det Jesus ellers siger, så mærker jeg at han ikke ønsker, at jeg kun skal lade hans ord gælde, når det er nemt for mig, men netop også der hvor der er omkostninger ved det.

Han siger nemlig også noget i denne stil:

Hvis du ikke går hele vejen med mig, gennem tykt og tyndt, så fortjener du mig ikke.
Hvis din primære bekymring, er at passe på dig selv, så vil du aldrig finde dig selv.
Men hvis du glemmer dig selv og retter dit fokus imod mig, vil du finde både dig selv og mig.
Matt 10,38-39 ”The Message, frit oversat”


Det er et udfordrende udsagn, men hvis vi ikke står af inden vi har læst det hele, så overser vi det løfte, der gives den der vælger at glemme sig selv og rette sit fokus imod Jesus.
Den der vover sig derud, vil ifølge Jesus, både finde ham OG finde sig selv.

10. jun. 2020

Den umulige lykke!

Jeg faldt i dag over et citat om Sokrates, som jeg synes sætter nogle gode tanker i gang.

Sokrates skal efter sigende have sagt:
"At det er umuligt at blive lykkelig, hvis man handler imod sin overbevisning"!

Med andre ord vil den der ved hvordan man bliver et lykkeligt menneske også forsøge på at blive det.
Hvis det er sandt så betyder det også at den der hvad der er rigtigt at gøre også vil gøre det rigtige, for intet menneske ønsker vel at blive ulykkeligt.

Der er mange som lyver, stjæler og bagtaler andre mennesker.
De fleste af os vil hurtigt komme frem til at det ikke er rigtigt at gøre, så der er et eller andet, der gør at vi forfalder til at handle imod, det vi ved, kan gøre os lykkelige!

En anden har påstået at:
- Vi altid udlever, det vi inderst inde tror på!
Hvis det er sandt, så er det: 
- Dine handlinger, der afslører hvad der er vigtigt for dig!

Betyder det så, at vi som mennesker faktisk aldrig kender os selv godt nok, til at vide hvad vi selv tror på og dermed hvordan vi vil handle?

Personligt så tror jeg, at vi har godt af at have denne overvejelse med i vores liv, for hvis vi omfavner denne tanke, så kan det beskytte os imod noget af det hovmod, der ellers så nemt kan komme til at tegne retning for vores liv.

Når jeg læser noget af det Paulus skriver i hans breve, så er det som om, at han er bevidst om denne udfordring. Han siger, om sit eget forsøg på at leve efter Guds vilje, bl.a. sådan her:

Romerbrevet 7,14-15:
Loven er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg.

Mærker du også denne konflikt i dit sind, at du i nuet kommer til at handle imod det du er overbevist om er rigtigt?
Hvis du kender denne følelse ved du at du ikke er den eneste, men at denne konflikt nok er til stede hos os alle.

Noget der for mig er vigtigt i mødet med denne svaghed hos mig selv er, at jeg søger at give Gud ret, på trods af at jeg kommer til at gå imod hans vilje.
Jeg vælger at omfavne det Paulus siger videre om denne udfordring:

Romerbrevet 7,16-17:
Men netop fordi jeg ikke vil det, jeg gør, så bekræfter jeg, at loven i sig selv er god. Det er jo slet ikke mig, der gør det, men min selvoptagethed får mig til at handle mod Gud.
Med kærlig hilsen
Anders

27. maj 2020

Livet efter Guds vilje

Hvis vi tror på Gud, så er et af de spørgsmål der naturligt dukker op i vores sind:
  • Har Gud en plan for mit liv? Og hvis jeg kan svare ja til det!
  • Hvordan ønsker Gud så, at jeg skal leve mit liv?
Et af de steder, der giver mig en fornemmelse af en overordnet vejledning i forhold til det sidste spørgsmål finder jeg i Romerbrevet kapitel 12,9-13:

Kærligheden skal være ægte. 
Tag afstand fra det onde, og gør jer til ét med det gode. 
Elsk hinanden som kristne brødre og søstre. 
Kom hinanden i forkøbet med at vise respekt. 
Bliv ikke sløve. Vær brændende i ånden. Tjen Herren. Glæd jer i det håb, I har fået. 
Hold ud, når I møder modstand. Bliv ved med at bede. 
Hjælp dem af jeres medkristne, som er i nød. Vær gæstfri over for de fremmede. 


Selvom det kan virke som noget af en mundfuld, så prøv at give dig tid til at mærke betydningen af hvert enkelt udsagn. Hvor udfordrer det dig i dit liv og hvis denne udfordring ikke er behagelig, så mærk efter om det er fordi den er urimelig eller skadelig, eller om det skyldes et oprør i dig selv, imod noget der er godt.

Hvor har jeg f.eks. ikke lyst til at tage afstand fra det onde i mit liv?
Hvor holder jeg fast i "min ret" til at snyde andre?
Hvem nægter jeg at møde med respekt?

Vi lever i en tid, hvor vi ofte sørger for at have for travlt til, at forholde os til de spørgsmål der potentielt koster os noget, men måske vil du og jeg få et sundere og mere kærlighedsfyldt liv. hvis vi stopper op og lader os udfordrer.

De kærligste Hilsner
Anders

26. aug. 2011

Lydighed mod de udfordringer Jesus giver mig.

Det udfordrer mig, at når jeg læser evangelierne, så fristes jeg hver gang jeg møder en af Jesus befalinger til, straks at rette mit fokus mod nåden og dermed ikke tage befalingen til mig. Jeg giver med andre ord op på forhånd, i stedet for at tage udfordringen til mig. Hvis jeg ikke passer på kan jeg hurtigt komme til at misbruge Guds nåde, til ikke at følge efter ham.
I Apg 1,2: siges der at Jesus blev taget op til himlen, efter at han havde givet sine befalinger til apostlene, som han havde udvalgt.
Det var befalinger der blev givet, hvilket til enhver tid bør resulterer i lydighed.

I går var jeg til møde med tre fra Brønderslev, hvor vi delte vores fælles længsel efter, at holde hinanden fast i, ikke bare vores egen personlige vandring med Gud, men også i at vi vil arbejde på at holde os selv fast i det at vi er kaldet til at være i mission, i de fællesskaber vi er en del af.