Inspireret af et vidnesbyrd fra en gammel dame fra England , fik jeg
denne tanke:
Det er værdifuldt at være elsket!
Det er værdifuldt at have nogen at kunne elske!
At være elsket af andre mennesker er ikke altid noget vi
selv kan være herre over, for vi kan opleve at vi er omgivet af mennesker der
ikke elsker os/ikke vælger at elske os!
Samtidig er dette også til dels subjektivt, da der godt kan
være mennesker omkring der elsker os, men som vi ikke ænser, så vi derfor ikke
opdager det. Eller at deres måde at vise deres kærlighed til os, bliver udtrykt
på en sådan måde at vi opfatter den som noget andet.
Når det gælder at have nogen man kan elske, så kan vi være
omgivet af mennesker vi finder mere eller mindre elskelige, men det der kan
trumfe de omstændigheder er vores potentielle beslutning om at ville elske,
også nogle gange på trods.
Så når det gælder det at ville elske et andet menneske, så
kan vores vilje spille trumfkortet, der hvor vores følelser siger nej.
Når det kommer til stykket, så tror jeg det absolut
vigtigste er at have nogen man kan elske, for hvis man ikke har det, så er det
vel egentlig meningsløst at være elsket, da det ikke har nogen værdi, da der
ikke er nogen der får lov til at betyde noget for dig.
Den mest sørgelige situation et menneske kan befinde sig i,
må at altså være ikke at have nogen man kan elske. Der hvor man ikke længere
tør at melde sig på banen med sin kærlighed til mennesker omkring sig.
Så når Jesus siger at vi skal elske vores næste, hvilket
inkluderer alle, også dem der er fremmede for os, så er det måske, på trods af
sit umiddelbart høje krav, den ultimative modgift, imod enhver bevægelse nedad
denne negative spiral, hvor vi langsomt mister evnen til at have nogen vi kan
elske.
