17. aug. 2016

Mod og mismod

Observation:
Når jeg har mistet modet, når alt håb er ude, når jeg ikke tror der er noget at komme efter. Så holder jeg op med at være skråsikker, så bliver jeg ligeså langsomt mere lyttende og mere spørgende.
Det samme oplever jeg også, når der bliver ved med at være nogen, der har det svært omkring mig.
Men måske er det ok ikke at forblive skråsikker, måske er det ok, at jeg af og til tvinges til at blive lidt "desperat"/frimodig i min søgen efter svar/vejen frem.
Når jeg i perioder oplever at ting lykkes for mig og ikke så meget for dem omkring mig, bliver jeg så nogle gange selvretfærdig og giver mig selv æren for den lykke jeg oplever, eller kan jeg forblive ydmyg?

Handling:
Jeg vil i dag prøve, at komme til Gud som jeg er...

Lukas 18
1Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet: ...

14Det siger jeg jer: Det var skatteopkræveren, der blev accepteret af Gud, ikke farisæeren! For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
15På et tidspunkt kom nogle forældre til Jesus med deres små børn, for at han skulle velsigne dem. Da disciplene så det, ville de jage dem bort. 16Men Jesus kaldte på dem. “Lad børnene komme til mig,” sagde han. “I må ikke hindre dem, for det er sådan nogle som dem, der får adgang til Guds rige. 17Det siger jeg jer: De, der ikke tager imod Guds rige på samme måde, som et barn tager imod, kommer slet ikke ind i det.”

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar