Når vi læser i Bibelen, så møder vi i grove træk to sider af Gud og alt efter vores personlighed, så er vi bedst kendt med den ene eller den anden side.
Den ene side kan vi kalde for Guds invitation eller for Guds aftale med os.
Her siger vores kærlige Far til os, at vi er bestemt til at være hans børn. Han ønsker evigt fællesskab med os og han møder og favner dig og mig, lige der hvor vi er i vores liv.
Johannesevangeliet 3,14-15 siger det sådan her:
Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet, sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”
Her er der en tydelig invitation: Hvis vi accepterer at vi ligesom folket, der blev bidt af slangerne, har brug for hjælp, så kan vi igennem denne tekst hører hvordan han kalder på os. Han kalder, for at vi ved at rette vores opmærksomhed mod ham, kan åbne os op for det fællesskab han så gerne vil tilbyde os.
Den anden side er Guds udfordring.
Som sagt elsker Gud os så meget at han altid er villig til at møde os hvor end vi er i livet. Der er ikke et eneste menneske han ikke elsker. Men samtidig siger vi også, at Guds kærlighed til os er så stærk, at han heller ikke er villig til at efterlade os der hvor vi er i vores liv.
Derfor følger der med Guds kærlighed også hans opdragelse!
I Bibelen udfordrer Gud os til at vedkende os, at vores synd altid er noget vi selv har trådt ud i og derfor må vi også selv tage ansvar for de ting vi har gjort.
Det gør vi ved at bekende dem for Gud, som de fejltrin de er og bede om tilgivelse hos ham der altid ønsker at møde og favne os.
Jesus sætter alting i perspektiv. Hvor vi normalt kan gå og have ondt af os selv og opleve at verden er os imod og derfor få lyst til at blive vrede og gå imod hans vilje. Så viser Jesus os, at Gud er vores far og at han er den der elsker os selvom vi stadig laver fejl.
Jeg ved at Gud ikke forlader mig når alt bliver hårdt, men at han netop sendte sin søn for at hjælpe mig ud i frihed fra den synd der så let omklamrer mig.
1. Johannes Brev 1,9 siger det sådan her:
Men hvis vi bekender vores synder, kan vi være sikre på, at han, som er trofast og uden synd, vil tilgive os og fjerne vores skyld.
Den måde han hjælper mig ud i frihed, sker ved at jeg i mødet med ham, ser hvor meget jeg har brug for ham. Både hans kærlige favn og hans stadige opdragelse.
Vi har brug for hans invitation og vi har brug for hans udfordring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar